|
Så er valget udskrevet. Jeg fik en meget hektisk start. Tog med toget i morges til København og landende kl 9.30 – hvor jeg så fik besked på at nu kom valget kl 11.00!!!! Jeg løb ned at trappen igen og tog næste tog til Odense. Alle i toget blev orienteret – og jeg fik en sød passager til at sætte computeren på News – så jeg med egne øren kunne høre Statsministeren udskrive valg. Jeg ville ellers gerne have oplevet det inde i folketingssalen….. Har haft fine billeder og tekst hele dagen på Fyens.dk – og givet interview til dr.fyn. Dernæst gik det i gang med plakaterne – den nye regel giver jo lov til plakatophængning i samme øjeblik, valget er udskrevet. Fyns og Odenses første valg duel har været afholdt på Cafè Biografen mellem Carsten Hansen (A) – og mig. Vi er begge spidskandidater for vores partier – og vi synes selv det blev et godt og anderledes valgmøde. Nu må vi se om det kommer i Radio Fyn og andre medier der var til stede. Mit ”Vivi-valg-vand” gik som varmt brød – og jeg er SÅ klar til denne valgkamp. En valgkamp som kommer til at handle om økonomisk ansvarlighed. Skal vi bare bruge løs af penge, vi ikke har og efterlade regningen til både vores børn og børnebørn som socialisterne mener – eller skal vi have en mindre offentlig sektor, ansvarlige reformer og bedre betingelser for vækst i det private erhvervsliv, som jeg står for. Valget er dit – og valget er torsdag d. 15. september |